Press

WAZZABI convida ZIMBHER, IARA RENNÓ e GUILHERME

KASTRUP____Bar Kabul – SP 14/04 Na última quarta-feira (14/04), no centro da cidade de São Paulo, em pequeno clube chamado KABUL, corpos e mãos, vozes e mentes, se reuniram para mostrar que arte e criação existem para serem usadas e reinventadas para seu próprio bem.

O Duo dinamarquês WAZZABI, fundado em 2005, pelos músicos/ produtores THOR MADSEN e ANDERS HENTZE, convidou a percussão inventiva de GUILHERME KASTRUP, junto com o canto e verso dos performáticos cantores CARLOS ZIMBHER e IARA RENNÓ, para participarem dos shows que estão fazendo em São Paulo, durante uma breve passagem pela cidade.

CARLOS ZIMBHER, dono de uma voz forte e dramática, flerta muitíssimo bem com as linhas musicais do Duo, transformando o palco em lugar sagrado, onde paixão e loucura, suor e lágrimas, contracenam com jazz, rock e poesias explosivas.

Não menos elegante nem menos apaixonada, foi a atuação de IARA RENNÓ, extrapolando os limites do experimental, com um canto limpo, claro e potente. Em bela improvisação corporal, Iara percorreu música indiana clássica, canções de trabalho brasileiras e vanguardismo popular, com vigor latejante, conteporâneo e ultra-vivo. A própria Iara diz, sobre a vivacidade da música: ” O que importa é a sensação de música-viva acontecendo, e claro, dentro da linguagem e forma estabelecida, no caso, o jazz-rock-eletrônico do WAZZABI”.

Da música-viva, bateria, guitarra e programações eletrônicas do grupo formaram profunda sinergia musical com o que GUILHERME KASTRUP faz muito bem. Levadas em um pandeiro maroto e suingante, de bonito timbre, entraram em sintonia fina com as idéias do duo dinamarquês, sejam em baião ou partido-alto, mostrados sempre em formas anti-convencionais, ou em toques arabescos de divisões incomuns, envoltos em um senso de condução rítmica “monstruosa” junto ao baterista ANDERS HENTZE.

Sensorial, espiritual, técnico. O que quer que se diga sobre esse show, é pouca definição para a música e cena apresentada ontem pelo WAZZABI e convidados. É sempre um prazer ouvir e sentir um espetáculo entre pessoas que transformam música pra fora de seus limites tradicionais, e que reverenciam o ser experimental e universal dentro da arte. Jazz, música eletrônica e poesia brasileira mostram que, combinados, é bálsamo contra mesmice criativa que assola seres por aqui, ali, ou acolá. Viva a música-viva.
– Eduardo Varallo, ComparsaCrítica.blogspot.com, Brazil 2011

Stemningsfyldt genreblend

Wazzabi: Wazzabining | Udkom 11. juni 2010 – Anmeldt af Sohail Hassan. Det danske musiker/producer-team Thor Madsen og Anders Hentze dannede deres grænseløse musik- ensemble Wazzabi tilbage i 2005 efter i flere år at have spacet musikalsk ud i the melting pot, New York. De mange forskellige musikalske inspirationer fra funk, jazz, soul, hiphop, rock, reggae og brasiliansk musik blendes fint til det bredt spændende lyd-udtryk, som er Wazzabis helt eget. På albummet flankeres de oplagt af danske Camille Jones, Tue Track, DJ Noize og Shaka Loveless, samt andre udenlandske artister. Alle folk, som ligeledes elsker at eksperimentere og blende musik, men med udgangspunkt i en solid funky bund. Det resulterer i musik med masser af kant og interessante konstellationer. Det skiller sig ud, men lægger sig alligevel op ad forbilleder som Massive Attack og f.eks. Portishead. Dog spænder det bredere med sine brasilianske rytmer og forskellige sprog. Worldmusic af den mere iørefaldende, rytmiske og stemningsmættede slags. Igennem hele albummet er der en form for melankolsk stemning, som derfor også bliver en del af udtrykket. Funky og spacy, men til tider også forvirrende, rodet og en kende kedeligt. De mest radiovenlige skæringer er Lost Tapes og On The Cross.
– Gaffa, Denmark 2010

Blandingsmisbrugere på kosmisk verdenstrip

Faktisk er de kun en duo. De lyder navnene Thor Madsen og Anders Hentze og udgør i fællesskab et musiker- og producer-team, der har begået sig gennem mange år i New Yorks rytmiske smeltedigel af en undergrund. De behersker henholdsvis guitar, keyboard og trommer, perkussion, samtidig med at de har medvirket i et hav af musikalske projekter med et utal af yderst forskellige kolleger inden for primært club-scenen og med en tydelig afstikker til det cubanske.

På deres første fuldlængdealbum medvirker blandt andre Camille Jones, Tue Track, DJ Noize og Shaka Loveless. Der er med andre ord en lang række kompetente og spændende artister, der stiller deres vokal og rytmiske forståelse i d’herres tjeneste. Resultatet er en fængende og ikke mindst køligt glødende musikalsk buffet, med masser af saft og kraft, men også med lidt for meget fyld af den lidt anonyme slags.

Der er ikke vedlagt nogen liste over numrene på pladen, men især tredje skæring indeholder et fantastisk flot refræn med en forførende stilistisk kvindevokal, der passer godt til den underspillede, sumpede rytme. Kun afløst af cubanske rytmer i den efterfølgende skæring, der sensuelt og varmt udforsker landskabet mellem traditionelt club-dance og latinamerikanske rytmer.

I sjette skæring holdes kadencen med et groovy tempo og soul så det driver ned ad de syntetiske lædersofaer. Det er frækt og lækkert, og det er stor musik med små midler.

De sidste tre skæringer viser meget godt spændvidden i duoens projekt. Der er alt lige fra det latinamerikanske vokal- og rytmearbejde, lidt jazzet intonering fra blæserne uden at blive eksperimenterende, og et knitrende elektronisk bagtæppe af lyde og stemninger, der formfuldent indkapsler og beriger de forskelligartede strømninger.

Sidste skæring er den eneste, der afviger noget i stil og tempo. Næsten instrumentalt og nærmest søvndyssende i sit slæbende tempo med et stærkt nedstemt piano. Det hele afstemt i mol af stor styrke og med en kraftig udgangseffekt på et album, der ellers har været hele paletten rundt. Det kan derfor undre lidt, at man vælger at slutte af med et nummer, der betjener sig af så markant en melankolsk og nærmest truende tone og stemning. Nummeret er for så vidt i sig selv yderst interessant og fantastisk stemningsfuldt, men det passer simpelthen ikke med det øvrige materiale. Det ændrer dog ikke ved et samlet billede af to musikere, der har tydelige talenter for det rytmiske og det stemningsfulde, og jeg kan kun anbefale Wazzabi til alle, der har hang til club- og world-scenen. Wazzabi favner det hele på flot og forførende vis.
– Diskant 2010

Violin i varmen 

Man kommer ikke uden om, at guitaren er det strengeinstrument, flest unge musikere med ambitioner og attitude vælger at udtrykke sig på. Violinen halter noget bagefter, hvad sexappeal angår, men ikke desto mindre byder årets festival på flere interessante udøvere – af begge køn.

Mandagens tilbud var den i San Francisco bosatte Mads Tolling og hans dansk/norske kvartet med det lokale islæt Thor Madsen på guitar – og cool retro Ray Bans. Det var godt nok også lyst oppe på Musikhusets  solbeskinnede scene mandag middag, da kvartetten lagde ud med Tollings ”Danish Dessert”, eller Rodgrod med Flode, som de kalder det i San Francisco.

Svend Asmussens ånd er til stede, overalt hvor danske violinister prøver kræfter med jazzen, og hvis man mener, at den nu 95-årige gigant altid strøg publikum med hårene, så tager man fejl. Asmussen eksperimenterede med elektronikken, så snart den blev tilgængelig i de tidlige halvfjerdsere. Mads Tollings tilgang er den samme; siden han begyndte som seksårig, har han tilegnet sig en virtuositet, der tillader ham at kaste sig ud i en hundesvær tour de force som Asmussens ”Take Off Blues” (På dansk ”Ta´ blusen af”). Men den høje, lidt genert udseende mand med den nydelige, ternede skjorte trykkede den også af med wah-effekt på violinen i Pee Wee Ellis´ funky klassiker ”The Chicken”, et godt jam-nummer, der også viste andre sider af talenterne hos den norske trommeslager Snorre Kirk og bassisten Kasper Tagel. Materialet rakte fra en rygradsrislende ”I skovens Dybe Stille Ro” til et for undertegnede ikke velkomment genhør med lyden af Mahavishnu Orchestra, John McLaughlins halvfjerdserfusionsmonster. Respekten for volinens nestor blev udtrykt i ”Svend Medley”, der bestod af ”Honeysuckle Rose”, ”Den lille Ole med paraplyen” og naturligvis ”June Night”. Svend kan være tilfreds med sin protegé!

Et par af Tollings kompositioner er efter hans eget udsagn inspireret af sport. Fælles for musik og sport er holdsamarbejdet, og det fejlede bestemt ikke noget i Mads Tolling Quartet. Derfor kan man jo godt fremhæve enkeltpræstationer. Undertegnede sad hele tiden og glædede mig til Thor Madsens soli, og det havde ikke noget med lokalpatriotisme at gøre. Det havde noget at gøre med oplevelsen af et dybt rodfæstet melodisk talent og en idérigdom, der – selv når intensiteten var højest – aldrig smed lytteren af. Vildt? Ja, indimellem. Smukt? Ja, hele tiden. Men konklusionen er også, at dansk jazzviolin lever og har det godt. Mads Tolling, Line Kruse, Bjarke Falgren, Lasse Høj Jacobsen med flere: Alle er de eksponenter for en stadig positiv udvikling for dette lille fikse instrument. Og måske ender det med at blive sexet igen at spille violin?
– Jørgen Nielsenwww.jazzfest.dk 2011